Hun fik en søn tidligt i livet og var – kontroversielt! – ikke superinteresseret i moderskabet. Derimod var hun interesseret i at skabe sin kunst og i at skabe sig selv som kunstner. En stor stjerne. Og hendes værker er en smuk metafor herfor, skruet sammen som de er af smådele, skabende helt nye verdener af det gamle, klistret oven på hinanden i den skulpturelle subgenre, som man i kunstens termer kalder for assemblage. Assemblage i betydningen: noget, der ikke før har hængt fast på hinanden, er blevet sat sammen for at danne en ny enhed.
Men man kan også blot kalde Nevelsons værker på gulv og vægge for skulpturer – og i nogle tilfælde så omfattende, at de var store rumlige installationsværker. Hun var forud for sin tid med disse store projekter, og ellers kan man anskue hendes værker i traditionen fra de første avantgarder i begyndelsen af det 20. århundrede – kubismen og surrealismen – og senere i dialog med 1960’ernes minimalisme.
Men det er i særdeleshed det surreelle i hendes værker, jeg hægter mig fast ved. Særligt som en krog ind i hendes egen families historie som russisk-jødiske immigranter. Det vender jeg tilbage til.
Udstillingen ’Louise Nevelson – Skyggernes skulptør’ på Kunsten i Aalborg kan tilgås fra to sider i den højloftede udstillingssal, som museet bruger til særudstillinger. Det var her, i de selvsamme rum, at Nevelson i 1973 første gang udstillede sine værker. Der er altså med udstillingen tale om et institutionelt ekko fra dengang, museet var en baby.
