Hej med dig.

Her er Donald. Han er en stor dreng på 74 år. Med små hænder og lavt selvværd, er der nogle, der påstår. Men de er bare misundelige, siger Donalds mor.

Og det er, fordi Donald har noget, som alle drenge drømmer om:

S-T-O-R-E armbevægelser.

Hvor store armbevægelser har du?

Nå, okay.

Men så kan du måske lære noget af Donald.

I Amerika er der nogle dumme unger, der står og hænger ud på den ekstreme venstrefløj, ryger lsd, brænder bygninger af, råber bandeord, spiller strippoker og vælter sig i aborter. Alt sammen af ren og skær kedsomhed og socialisme.

Når Donald går forbi, råber de: »Hva’ så, din opkørte, selvfede, orange fisselette!? Så er lille Donny nok igen ude og lufte sit make America hate again, hva’?«.

Så bliver Donald rigtig ked af det og skynder sig hjem på Twitter.

Donald synes, at demokrati er åndssvagt. For hvis alle har en stemme, selv sorte, der går rundt og hedder noget så uamerikansk og radikalt venstreorienteret som Jamal eller Latifa, har Donald jo ikke en jordisk chance for at blive genvalgt. Og det er postvæsenets skyld.

Hvis skyld synes du, at det er?

Vandværkernes, antenneforeningernes eller måske Hillary Clintons og den pædofiliring, hun driver fra kælderen under et pizzeria i det shit-hole-land, hvor Obama i virkeligheden er født og sidder og spiller på tromme?

Allerede som dreng var Donald fantastisk. Til alt. Og så havde han den fineste, blegeste hud, der lignede bolledej. Men også det blev han drillet med.

»Du ligner jo et par nosser, nogen har tegnet trutmund på«, råbte akademikernes frelste afkom – den dybe stats metastaser.

»Det gør du faktisk stadig«, griner de i dag venstreorienteret, når Donald i kortege kører forbi de feministiske veganercafeer, hvor de sidder og labber lunken sojamælk og hinandens kønsforstyrrede vrøvl i sig. Og tilføjer: »Nu hænger de bare lidt mere, hva’ Donny?«.

Som ung byggede Donald nogle virkelig høje huse for sin fars penge. Så var han rig. Senere kom han i tv og råbte »Du er fyret!« en masse gange. Og i ugebladene, hver gang han blev skilt. Og det gjorde ham til så stort og berømt et røvhul, at der ikke længere var plads til ham på en almindelig fladskærm. Og så kunne han lige så godt gå hele vejen.

Derfor bor Donald nu i et stort, hvidt hus og bestemmer mange ting i verden. Og det er der mange amerikanere, der er glade for.

De er nemlig trætte af, at de rige og de rigtige sidder med benene oppe på bordene og drikker Martinier og har ondt af de sorte og de nonbinære og tyvene og klimaet og alle de lande, som amerikanerne partout skal hjælpe med cola og krig, mens deres egne fabrikker og miner lukker.

Start spillet med mellemrumstasten.
Brug pil op/ned for at navigere.

Tryk herunder for at starte spillet

Donald elsker ros. Og når nogen roser ham, bliver de meget hurtigt ministre eller ambassadører eller meget, meget rige. Nogle gange alt sammen på én gang. Lidt senere kommer de så i fængsel. Og bagefter benåder Donald dem.

Kunne DU også godt tænke dig at rose Donald for noget?

Prøv engang. Det er ikke så svært, som det lyder.

Donald er for eksempel god med tal. Og med ord. Og kvinder. Og så er han god til at afbryde. Hvilket satte ham i stand til som den første kandidat nogensinde at vinde en jordskredssejr – med tre millioner færre stemmer. Og nej, Donald bruger ikke selvbruner. Overhovedet. Hvis han ser orange ud, er det sparepærernes skyld. Hvor mange gange skal han sige det?

Hvor mange gange, synes DU, at Donald skal sige det?

Tøsedrenge som Obama er ingen bange for. Og da slet ikke Nato’s skinhellige, gammelrige, europæiske fyrster, som selv er for pæne til at lægge hånd på noget levende væsen, men nødtvungent og under protest overlader det til de anderledes voldsparate amerikanerne. Mod en symbolsk betaling. Indtil de fik øje på Donald og lige pludselig alligevel fik lyst til at vise deres påskønnelse med lidt flere nuller efter.

Donald er nu ellers en rigtig gentleman. Hvis en dame står og bliver svimmel af al hans magt og rigdom, skynder han sig at gribe hende, så hun ikke falder og slår sig. Helst mellem benene, hvor man kan få et virkelig godt greb.

Donald kan nu også godt lide at være gift. En gang imellem. Men hver gang han finder en ny model, sker der noget mærkeligt. Man skulle næsten tro, at kvinder blev ældre. Med alderen. Og så er man jo nødt til at begynde forfra igen. Med en ny.

Melania kører nu langt på literen. Af en østeuropæisk model at være. Men hende har Donald også selv købt.

Donald er i det hele taget et rigtigt familiemenneske. Og heldigvis er der lige præcis så mange problemer i verden, at hans nærmeste familie kan få ét hver at hygge sig med. Det er for eksempel derfor, at der bliver fred i Mellemøsten i næste uge.

Men hvad kan Donald egentlig, tænker du måske.

Det skal jeg sige dig.

Donald kan lave aftaler. Verdens bedste.

Og han er så god til det, at han ikke engang behøver at vide, hvad de går ud på. Eller hvem han laver dem med. Han kan bare mærke, hvornår han skal sige ’ja’ og ’nej’. Og da han derfor ikke behøver at forberede sig, har han fået så meget fritid, at han også er blevet rigtig god til at snyde i golf.

Ellers er der kun én ting, du behøver at vide for at forstå Donald. Han betragter livet som et spil. Enten er man rovdyr, eller også er man byttedyr. Og hvis du vinder, taber han.

Hvad for et dyr er du?

Selv om Donald er et rovdyr, kan du godt blive ven med ham. Og få lov at klappe af ham. Hvis du kan lide Donald, kan Donald nemlig også godt lide dig. Og så gør det ikke noget, at du skejer lidt ud. Det synes han bare er skægt. Det er derfor, at Donald har så mange sjove venner, der går og maler verden rød.

Måren fra Kreml. Kendt fra filmene ’Pikfjæs Putin’, ’Hånden i sokken – skyd ind i flokken’ og ’Vladimir, den flinkeste fyr nord for Thulebasen’.

Den elegante charmeprins Salman af Pseudoarabien. Også kaldet ’Fjæset med telthat og tilhørende dørmåtte’. Opfinder af den såkaldte Khashoggi-tackling, der første gang blev udført af efterretningstjenestens rejsehold, da de – med knopperne forrest – stemplede igennem på paskontoret i konsulatet i Istanbul.

Og så er der selvfølgelig røvballemennesket fra Pyongyang. Den faconklippede diktatordelle bedst kendt fra sin hovedrolle i filmen ’Fatsuit Down’ (blandt landsmænd kaldet ’Nationalretten’ – eller bare ’Kimchi’).

Og hjemme i USA har Donald endnu flere festlige fans. Nynazister, Ku Klux Klan og de fornøjelige paranoikere, som kan bevise, at Angela Merkel er Hitlers datter, og at en satankult bestående af pædofile mediefolk, forretningsmænd og politikere er i fuld gang med at overtage verden.

Ved at bolle børn.

Nu er der så en anden dreng, Sleepy Joe, der er næsten er lige så fræk, som han er gammel, og som plager for at komme en tur i det store, hvide hus. Bare en lillebitte en, siger han. For ligesom at slutte på toppen. Og han har ventet i 117 år, siger han. Så nu er det altså hans tur.

Men det er det overhovedet ikke. I øvrigt er Joe den største blackfacer af dem alle. Siden han i 2008 vågnede op i Baracks seng, har han ikke vist sig offentligt uden sin Obama-maske. Indtil da sad han bare og sov i Senatet. Og når han ved et uheld – med et par generationers mellemrum – og alene på grund af vrøvl med fordøjelsen – dukkede op til overfladen, stemte han på skrømt lidt ’ja’, lidt ’nej’, lidt ’ved ikke’ og lidt ’hvor er jeg?’.

Før han igen faldt hen.

Her er Joe. Han er en lang, tynd dreng på 77 år. Et frisk pust fra fortiden. Lige så lun og rar som en gammel hat. Og næsten lige så inspirerende.

En anelse tør i filten, måske. Men hvem gider også at rende rundt med våd filt på hovedet?

Har DU lyst til at rende rundt med våd filt på hovedet?

Hvor vil du rende hen med den?

Måske skulle amerikanerne bare se at få Joe gjort til præsident i en fart, før et andet land får samme ide. Ja, måske endda endnu hurtigere. For eksempel før han dør.

Hvornår synes du, at amerikanerne skulle se at få Joe gjort til præsident?

Halvfjerds år før Joe blev født, fik han plads i det amerikanske Senat. Som den yngste nogensinde. Lige siden er han pænt blevet siddende uden at ødelægge noget.

Donald driller Joe med, at han åbenbart har lært at stå op og sove. Og at den ekstreme venstrefløj nu bare kører ham rundt på en sækkevogn og stiller ham forskellige steder.

Andre gange siger Donald, at Joe i virkeligheden er død for mange år siden. Men at der så var nogen – sikkert kineserne – der fik ham udstoppet og satte en dør i ryggen på ham, så kommunister, flerkønnede og de sidste dumstædige modstandere af slaveriet nu kan rende ind og ud, som det passer dem, og råbe deres frækheder gennem hans sprukne læber.

Så bliver Joe rigtig ked af det og siger, at de da godt kan prøve at se, hvem der kan tage flest armbøjninger. Og at han for resten sagtens selv kan køre den sækkevogn.

To gange tidligere har Joe erklæret sig parat til at tage en for holdet i det store, hvide hus. Hvis det var. Uden at nogen på holdet åbenbart rigtig syntes, at det var.

Men det synes de nu.

For ved det her valg gælder det ikke om at se fremad, siger de, men om at huske, hvor alting stod, inden Donald kom svingende med arme og ben, fornærmede USA’s venner, pattede på Putin og skøjtede af sted foran pandemien og kørte med sin curlingkost, så corona fik frit løb hen over kontinentet.

Og Joe er jo den eneste, der kan huske, hvor alle møblerne i det amerikanske samfund plejede at stå. Fordi han har siddet og sovet i dem alle sammen.

Joe har været med i politik, siden indianerne var Washingtons største hovedbrud. Han er bare god til at følge med tiden. Hele sit lange liv har han formået at følge efter den på de samme diskrete 30-40 års afstand. Uden at miste den af syne. Og uden at den fik øje på ham.

Engang var han for eksempel imod, at sorte børn blev kørt i busser til skoler i hvide kvarterer. Det er han ikke længere.

En anden gang var det ham, der førte pennen til en lov, som sendte titusinder – særligt farvede og sorte – bag tremmer. Det er han rigtig ked af i dag.

Og da en dommer ved navn Anita Hill i 1991 fortalte Kongressens retsudvalg, at den mand, de var i ved at gøre til højesteretsdommer, havde chikaneret hende groft seksuelt, glemte Joe som formand helt at sige noget, når medlemmerne insinuerede, at det havde hun jo så nok selv været ude om.

Det skyndte han sig så selvfølgelig at undskylde. Nogle dage før han 28 år senere meddelte, at han stillede op til præsidentvalget.

Har du også gjort noget for 28 år siden, som du gerne vil skynde dig at sige undskyld for, så der ikke er nogen, der når at blive kede af det?

Joe lærte tidligt at stamme og var hverken særlig dygtig i skolen eller på jurastudiet. Derfor skyndte han sig ind i politik, hvor han gav sig til at lede efter et godt gemmested. Hvilket han fandt, da det viste sig, at han havde et sjældent talent for at holde lange, halvkedelige taler.

Lykkeligvis findes der andre, bedre talere, Joe kunne efterligne. Og bedre taler end hans egne, han kunne holde. Igen. Robert Kennedys for eksempel. John F. Kennedys. Og britiske Neil Kinnocks. For, som Joe sagde:

»Budskabet bliver jo ikke mindre rigtigt af, at talen allerede er holdt af en anden«.

Og i øvrigt, tilføjede han:

»Jeg er jo stadig en af de første«.

For tiden arbejder Joe på en ny tale, som han kalder ’I have a dream’. En funky coverversion af et gammelt Motown-hit. Det er faktisk kun titlen, han stadig bakser en smule med. Fordi, som han siger: »Det har jeg jo ikke«.

Til gengæld har Joe med årene udviklet og raffineret sit unikke talent for midt i en sætning – uden varsel – at slå over i det rene og skære vrøvl. Og løftet det til en kunstart, hvor han med stor træfsikkerhed, højt og tydeligt, så alle kan forstå det, siger noget virkelig upassende.

Som dengang han på et valgmøde fra scenen generøst anråbte en senator, der befandt sig i folkemængden, med et:

»Rejs dig op, Chuck. Lad dem se dig«.

En chance, Chuck ikke helt forstod at gribe. Han blev i hvert fald siddende.

I sin kørestol.

Joe har endnu en styrke: at han ikke er Donald.

Og det er han også rigtig god til.

Joe er nemlig en helt igennem flink fyr, som alle kan lide. Og Joe selv kan ikke bare lide alle mennesker. Han kan også lide at røre ved dem. Mest piger måske. Men fordi han er så moderne og progressiv, forstår han godt, at det mest var i 70’erne, at det med at røre var harmløst og hyggeligt og rart for alle involverede, mens pigerne i dag godt tør sige, at de synes, det er vildt klamt.

Kan du godt lide, når gamle demokrater rører ved dig?

Og så er vi kommet til Joes absolutte spidskompetence. Det han mestrer allerbedst:

At miste.

Han nævner det i hvert fald selv hele tiden. I tale efter tale. Årti efter årti. Århundrede efter århundrede. Og fordi han har så stor erfaring med at miste, forstår han alle amerikaneres tab. Siger han.

Først var det hans unge hustru og deres lille datter, Joe mistede i en tragisk ulykke. Senere var det hans voksne søn. I primærvalget var det så besindelsen, hver gang almindelige borgere ikke kunne fatte, at de bare skulle stå og række et skilt i vejret med Joes navn på og råbe, at han skulle være præsident, og ikke forvirre alle og ikke mindst Joe med spørgsmål, han ikke kunne huske svaret på.

Som for eksempel: Hvordan det egentlig gik til, da Joe som vicepræsident havde så travlt med at lære Ukraine, hvordan man afskaffer korruption, at han simpelt hen ikke havde tid til at fortælle sin egen søn, at nogen kunne finde på at læse noget helt forkert ind i, at vicepræsidentens søn – uden at vide noget om energi – samtidig lod sig ansætte i et ukrainsk energiselskab til en symbolsk hyre af 50.000 dollars.

Om måneden.

Hvad har du mistet, som du godt kunne tænke dig at Joe forstod?

Langt ind i primærvalget anede ingen, hvad Joe ville. Mindst af alle Joe selv. Han vidste knap nok, at han var opstillet. Og i Det Demokratiske Parti mener flere, at det stadig ikke helt er gået op for ham, hvad det er for en post, han er opstillet til.

Han kan bare mærke, at han ikke længere sidder ned, mener de. Og prøver at gætte sig til resten.

Når Joe så længe fik lov at føre i meningsmålingerne, var det mest, fordi folk havde ondt af ham. Og fordi de ikke kunne udtale nogen af de andres navne. Men da primærvalget gik i gang, var han nødt til at åbne munden.

Og så gik resten af feltet forbi ham.

Hvad ville du helst: Cykle nøgen igennem byen og råbe ’Se mig! Se mig!’ eller svømme 10 meter i andres snot?

Til sidst var der så alligevel et par sorte vælgere i North Carolina, der mente at huske, at der i Obamas tid skråt bag præsidenten havde stået en underlig bleg stængel, halvt gennemsigtig med et stort, kridhvidt smil, og bukket, hver gang folk klappede af Obama.

Dengang havde de bare tænkt, at Obama åbenbart kastede en hvid skygge. Men nu synes de alligevel, at de genkender spøgelset med de blegede bisser, og hvisker spørgende til hinanden: The Ghost of Christmas past?

Siden Super Tuesday har Joe ikke forladt sin kælder, men bare stået i et kosteskab og ventet, mens Donald har trampet rundt oppe i samfundet og ført valgkamp for ham. Det siges, at Nancy Pelosi har slået brædder for dørene, låst af med kæder og smidt nøglerne i en vulkan.

Og hvis de kan holde Joe i kælderen indtil 4. november, tør demokraterne måske endelig driste sig til at sige højt, hvad de knap nok vover at tænke nu.

Nemlig navnet på den, der så skal føre USA ind i fremtiden:

Kamala Harris.

Nu skal du bare høre, hvad Donald ved om klimaet.

Det bliver du glad for.

Lyt nu godt efter:

Har kulminearbejdere stemmeret?

Ja.

Hvad mere skal man vide for at forstå, at kul er rent?

Skal vi prøve én til?

Okay. Så hør her:

Er olien under de amerikanske naturreservater penge værd?

Ja.

Så ligger den nok bare i vejen og må fjernes. Og mon ikke også den selv glæder sig til at komme op og gøre gavn i samfundet?

Måske har du også hørt om den lille forstyrrede svenske pige, Greta, hvis mor og far har røget så meget hash og spist så meget surströmming og sunget så infamt meget opera, at de har mistet forstanden og i deres glade, 12-tonede vanvid gjort det til deres livsprojekt at bilde deres datter ind, at der er nisser på loftet, trolde i skoven, og at al isen på Jorden er ved at smelte, så kun fisk og alger og folk med snorkler eller gæller om lidt kan overleve.

Og Greta tror virkelig – fordi hun har pjækket så meget fra skole, fordi hun heller ikke selv er rigtig rask i hovedet, og så selvfølgelig fordi hun er svensker – at verden bliver tryllet om til en brødrister om fire en halv uge, hvis ikke du og dine venner øjeblikkeligt bliver hjemme fra skole, afskaffer al civilisation, lægger jer selv i aflåst sideleje og tænker på absolut ingenting.

Med tilbagevirkende kraft.

Gretas forældre lider – som det fremgår – af sygdommen Miljöhausen by proxy og får en sadistisk tilfredsstillelse ud af at bilde børn ind, at hvis noget levende på kloden skal have bare et kvart kussehårs chance for at overleve, er vi alle sammen nødt til – fra nu af og indtil solen brænder ud – at sidde helt, helt stille i løse hørbukser og sige ’Aummm…’.

Og det er så vores aftensmad. Dessert bliver der ikke noget af. Og bagefter er det lige på hovedet i seng.

Kan du huske, dengang Obama var præsident, og Joe var hans allerbedste ven?

Det er kun fire år siden, men det føles som et andet århundrede. På en fremmed planet i en fjern galakse.

Det var dengang, løver og lam græssede fredfyldt side om side i Rosenhaven, mens kjortelklædte demokrater og republikanere hånd i hånd spadserede på stierne og samtalede lavmælt om verdensfred og eksistensens uudgrundelighed.

Det var, endnu før den globale opvarmning var nogens skyld. Det var bare lidt rod med vejrudsigten, som Bjørn Lomborg rejste verden rundt i stramme T-shirts og bortforklarede.

Kunne du også godt tænke dig at leve i Obamas have for evigt?

Du kan sikkert selv huske, hvordan stilheden i from forventning sænkede sig over hele Europa, når Obama åbnede munden? For så talte jo selve den inddampede essens af ånd og ordentlighed. En sjæl af 24 karat. Som oven i købet både kunne synge og danse.

Endelig nogen der magtede at løfte faklen efter de store, som faldt: Nelson Mandela, Mahatma Gandhi, Preben Wilhjelm, Leonard Cohen, Uffe Elbæk og Ole Henriksen.

Og så var han endda sort.

Det smertede Obama dybt at lægge selv det mindste pres på en modpart. Og når nogen skulle dø, var det aldrig noget med smagløst at hoppe op og ned og slå sig for brystet. Han sendte bare lige så diskret en drone eller to – nærmest som en krans, håbede så inderligt, at nu var det også sidste gang, at den slags blev nødvendigt. Og gik afsides og græd, fordi det gjorde mere ondt på ham end på dem.

I Syrien lever derfor endnu i dag en mand, som, hvis Obama havde været et menneske af ringere format, for længst ville have mødt sin skaber. Den rare øjenlæge og familiefar Bashar, som var så uheldig at komme til at glemme, at Obama havde sagt, at hvis Bashar brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, var han altså nødt til at give ham en olfert.

Men hvad gjorde Obama så, da uheldet var sket?

Lod nåde gå for ret, selvfølgelig. Det store menneske. Trykkede på pyt-knappen. Og vendte nogle andres kind til.

For Barack ville ikke have blodsudgydelser. Han ville have fred.

Og den kom russerne, iranerne og Hizbollah så med.

I dag skal vi høre om andre lande.

Andre lande er alt det, der ikke er hav, og som heller ikke er Amerika.

Det eneste rigtige land i verden er selvfølgelig USA. Og egentlig er der kun to andre lande, du behøver at kende. Canada og Mexico.

Canada er en hel masse plads, der ligger oven over USA. Her kan du tage hen, hvis du er på flugt fra politiet, hvis du godt kan lide at fare vild, eller hvis du foretrækker at fiske alene.

Mexico er verdens førende shit-hole-country. Det ligger neden under USA og lever af at sende tyve, narkohandlere, voldtægtsmænd, pædofile, spedalske, vampyrer, havenisser og muligvis også enkelte gode personer illegalt ind i USA, hvor de tager de bedste jobs og sender alle amerikanernes penge hjem til en gamle bordelmutter i Acapulco.

Derfor har Donald bygget et 148 meter bredt hegn på grænsen. Hvilket er rigeligt, da Mexico alligevel ikke sender deres bedste folk, men kun dem, der lige akkurat er for dumme til bare at gå udenom, og derfor har taget opstilling, så de nu danner en kø, der strækker sig helt ned i Peru.

Mission accomplished.

Start spillet med mellemrumstasten.
Brug pil op/ned for at navigere.

Tryk herunder for at starte spillet

Hej med dig.

Og velkommen til onkel Joes klimashow.

Nu skal du bare se, hvordan man med et snuptag adopterer en håndfuld sprøde, ungdommelige holdninger. Lader som om man er dybt bekymret for noget, man aldrig rigtig har fattet, og som ikke har en klimamands chance for at ramme en, før man selv er gået op i røg.

Eller sagt på en anden måde: Hvordan man med en rask bevægelse skover to-tre generationer af vælgere, som egentlig er uden for ens rækkevidde, og som ellers kunne have fundet på at give sig til at snuse i ens politiske fortid.

Lad os nu bare være ærlige: I Joes alder er fremtiden ikke det, man bekymrer sig allermest om. Spørgsmålet er jo ikke så meget, hvad der kan gå galt, som hvad der kan nå at gå galt. Og i Joes tilfælde er svaret: ikke ret meget.

Han kan altså love lige så mange vindmøller, han tælle til. Der er alligevel ingen, der bagefter kan komme rendende og sige: »Hovsa Joe! Kloden futtede jo af alligevel«. For ’bagefter’ er ikke et sted, Joe regner med at opholde sig i noget nævneværdigt tidsrum.

Det er derfor en stor glæde for Joe at kunne meddele, at USA ved hans indsættelse genindtræder i Paris-aftalen, bruger alle sine penge på at gøre industrien klimavenlig og bilparken elektrisk og vil være CO₂-neutralt senest i 2050*.

Joe vil ikke engang selv brændes, når han skal herfra, forlyder det. Han er jo ellers katolik og regner med at skulle i himlen og det der.

Men han finder åbenbart selv derop.

*PS: Vi skulle hilse fra Joe og sige, at når han ikke nævnte noget af alt det her i de otte år, han var vicepræsident, var det kun, fordi Obama sagde, at de hellere måtte gemme en lille, nem opgave til Hillary.

Nu skal du høre, hvor godt det er gået i verden, siden Donald stillede sig selv en historisk udfordring. Nemlig den som den første præsident nogensinde at lære navnene på samtlige syv lande uden for det amerikanske kontinent.

De sidste hvide pletter på verdenskortet. Afrika, Israel, Nordkorea, Rusland, Grønland, Europa og Iran.

Og dernæst at udtale dem. I rækkefølge.

»Jeg gør ikke det her, fordi det er let. Jeg gør det, fordi det er svært«, sagde Donald, da han siddende i sin golfvogn på et fortroligt 18-hullers udendørs møde et ukendt sted i landet erklærede, at han inden dette årtusinds afslutning vil påbegynde en sætning, der indeholder navnene på samtlige de nævnte syv lande, og bringe sætningen sikkert til afslutning.

Kunne du også godt tænke dig at kunne nævne alle verdens lande uden at trække vejret undervejs?

Så hør her, hvordan Donald tog fat på opgaven.

Under den måned lange intensive træning varmede præsidenten op med en demenstest, han længe har gjort store fremskridt med: ’Person-kvinde-mand-kamera-tv’.

Og da han – til lægernes højlydte forbløffelse – allerede efter få måneder på gode dage og kun med ganske få ledetråde præsterede helt op til to rigtige, skønnedes det forsvarligt at lade ham fortsætte forberedelserne af det, der i psykiatrien går under betegnelsen ’amerikansk udenrigspolitik’.

Man har dog siden – af sikkerhedshensyn – fundet det nødvendigt at bringe antallet af navne en smule ned. Hvorfor Donald har udtrykt et ønske om at købe Grønland. For, som han siger: »Så hedder det jo også bare USA«.

Afrika behøver slet ikke noget navn. Fordi: »Helt ærligt…«, som Donald siger. »Når man ikke engang længere må hente friske folk derovre, hvornår har man så overhovedet brug for at kalde det noget?«.

Det er i øvrigt lykkedes for Donald – med små, humørbaserede justeringer af udenrigspolitikken, et drys smagsforstærker her og der og en spiseskefuld fri fantasi – at koge noget sammen, som ingen af hans forgængere har magtet. Nemlig at gøre:

Nordkorea til en demokratisk mønsterstat.

Rusland til en partner for fred.

Netanyahu tilfreds.

At lige Iran var så uheldigt at gå hen og blive den nye ærkefjende, skyldtes egentlig bare, at mullaherne med vanlig muhamedansk timing – eller fordi de hele tiden farer vild i den gregorianske kalender – kom til at slutte fred med den forkerte præsident.

Og det skal jo gerne kunne ses, at der er en ny mand på kontoret.

Hej igen.

Nu skal du høre, hvordan Donald bliver genvalgt.

Det begynder med, at han finder en kur imod coronavirusen.

Og det er ingen sag for en rask dreng som Donald. Han forstår nemlig, at store, komplekse problemer sjældent løses med et enkelt, populistisk snuptag. Som at holde afstand, teste, vaske hænder og bære maske.

Vorherre bevares! Hvad tror de, at vi er? Børn???

Donald går ind for positiv tænkning. Også med tilbagevirkende kraft. Og sådan vil han besejre covid-19. For der kommer jo nok en vaccine i forgårs, som han siger. Måske endda så tidligt, at pandemien aldrig er brudt ud. Og i mellemtiden kan man altid drikke salmiakspiritus.

Det skulle også hjælpe på økonomien.

Donalds hemmelige manual for, hvordan han har tænkt sig at tryne covid-19, er kompleks, bredspektret og tilrettelagt, så man kan sætte ind på nye, overraskende måder, i takt med at virus muterer. Alt sammen baseret på en psykologisk profil af pandemien, som Donald formoder vil reagere nogenlunde som den eneste psyke, han kender – sin egen:

Fase 1: Ignorer den. Det hader pandemier. Lad, som om den ikke findes. Så finder den nok nogle andre at genere.

Fase 2: Den slags går altid efter de svage. Vis den, at du ikke er bange for den. Tir den. Sig, at den er en tøsedreng. At den ikke er værre end en almindelig, slukøret influenza, og at den går over om et øjeblik. Og giv den samme tur, som du gav Joe. Slå i serier: afbryd, afbryd, afbryd. Og varier slagene: Fralæg dig ansvaret. Tag æren. Fralæg dig ansvaret. Tag æren.

Fase 3: Sig, at du hele tiden vidste, at det var en pandemi, og at den er dødsensfarlig, så den ikke tror, at den er kommet bag på dig.

Fase 4: Giv nogle andre skylden for den. Kineserne, demokraterne eller krybdyrene. Golfstrømmen, Huawei eller CNN. Det vil forvirre den og få den til at sænke paraderne et øjeblik. Gå derefter straks til fase 5.

Fase 5: Tru den med en kur. Gerne noget bredspektret, så den ikke kan nå at google det. Og affyr så i serier: akvarie-rens, æggesnaps, høje knæløftninger. Panodil, kiksekage, franske manchetter. Stuearrest, buksevand, stegt lever. That should do the job.

Fase 6: Angrib. Op i arenaen. Mand til mand. Af med handskerne. Altså: Lad dig smitte. Men sig endelig ikke noget til nogen, før du har givet kalorius videre til mindst 10 af dine nærmeste medarbejdere. Du skulle jo nødig fremstå svag.

Så napper du chopperen til sygehørmeren, hvor 70 af verdens førende fedterøve klædt ud i hvide kitler står klar til at tale dig efter munden. Og behandle dig som døende. For alt fra herpes og til ansigtsbrok. Med Viagra, hjernestarter og intensiv hairstyling. Hvorefter du tvinger de sidste overlevende blandt dine livvagter til at køre vanvidskørsel i Batmobilen med dig mellem de røde forhindringer uden for hospitalet (dem med ’Make America Great Again’ -kasketter på). Og slutter af med at tage en stikpille så stor, at du kan ride tilbage til Det Hvide Hus på den, rive masken af og erklære pandemien for overstået.

Skulle effekten af det ovenstående mod forventning udeblive, har Donald en stensikker plan B:

Operation hundefløjte.

Donald vil gerne sige noget til de hvide vælgere i forstæderne, som efter fire år har fået så ondt i hænderne af at klappe af ham, at de næsten er holdt op med det. Men andre må ikke kunne høre, hvad han siger.

Derfor er han nødt til at tale i kode. Ligesom når man skriver med usynligt blæk. Bare med lyd. Og bruge bestemte ord og udtryk, som kun de hvide vælgere i forstæderne forstår.

Som når Donald bruger udtrykket »the inner cities«, men i virkeligheden mener: »De forpulede horder af fattige, sorte tabere i byerne«.

Når han siger, at »forstæderne er truet«, men de hvide forstår, at han egentlig siger: »Klos op ad jeres smukke huse vil Joe bygge boliger, der er så billige, at de sorte tabere har råd til at bo der. Og så kan I vinke farvel til jeres lille, hvide hyggekrog«.

Og når Donald taler om »lov og orden«, mener han i virkeligheden: »Jeg skal nok banke fattigrøve, demonstranter og andet utøj på plads, så vi kan opretholde den naturlige skævhed, der udgør de bærende søjler i verdens bedste land«.

Sådan kan Donald og hans vælgere få sig en rigtig god sludder – sådan hvid til hvid – om, hvad det egentlig er, der foregår i Portland, Seattle og Kenosha. Uden at »Obamas Boy« og hele hans anarkistiske følge af kinesisk betalte kriminelle farer op og flæber: »Racisme!«.

Her slutter historien om Donald og Joe. Men kun i denne her bog. Ovre i det store Amerika fortsætter den. I de næste mange måneder. Måske i flere år.

Kunne du godt tænke dig at vide, hvordan den slutter?

Det kan jeg desværre ikke fortælle dig her.

Det er trods alt bare en glad billedbog.