Koen i stalden var syg. På yveret havde den synlige pusfyldte blærer. Det samme havde den unge malkepige Sarah på både arme og hænder. Og det var præcis, som det skulle være.
For lægen Edward Jenner kunne nu bøje sig forover og udtage en passende mængde materie fra malkepigens blærer.
Det var maj i 1796 ved en landsby i Gloucestershire i det sydvestlige England, hvor man netop stod over for en af de medicinhistoriske revolutioner: indførelsen af vaccinationer mod sygdomme, der ellers slog mennesket ihjel i hobetal rundtomkring på kloden.
Lægen Edward Jenner havde en teori, som han havde besluttet sig for at afprøve videnskabeligt: Blandt landsbylæger og lægfolk var der en forståelse af, at malkepiger ikke blev ramt af den frygtede sygdom kopper. Edward Jenners teori var, at malkepigerne nød en form for beskyttelse, fordi de under malkningen kom i kontakt med materien fra blærerne på yverne af de køer, der led af den mindre dødelige sygdom kokopper.
