Jeg startede selv helt automatisk med at fjerne hår, lige så snart jeg fik det. Den mentalitet og tankegang skyldes sociale medier, hvor alt bare skulle væk. Og folkeskolen, hvor tankegangen var, at man bare ikke skulle have hår. I 8. klasse snakkede jeg med en dreng fra min klasse om, hvad han foretrak. »Intet hår«, fortalte han, og så tænkte jeg: Sådan tænker fyre, og så må jeg hellere tilpasse mig.
Ved siden af det så man kun kvinder uden hår i svømmehallen, i idræt og overalt. Så lærer man helt ubevidst, at sådan skal man se ud. For det er normen. Og man ønsker jo ikke at skille sig for meget ud.
I folkeskolen fyldte snakken om kropsbehåring enormt meget. I omklædningsrummet snakker man jo om: »Uh, har du set, at hun har fået lidt hår på tissekonen eller under armene?«. Og man snakkede også om dem, der fjernede hår. Og om dem, der ikke gjorde det med det samme.
Det har været en langsom proces for mig at lade min kropsbehåring være. Men for fire måneder siden stod jeg i badet og tænkte: »Jeg gider jo ikke rigtig fjerne det«. Jeg har længe tænkt over de ideologiske aspekter af det. Alt, hvad jeg går ind for, stritter imod at fjerne hår. Men jeg er stadig i gang med den proces, der hedder at elske min kropsbehåring, for det tager tid, når man hele livet har fået at vide, at kropsbehåring er forkert.
