I januar måned stod jeg i mit køkken og råbte ud i luften.
Jeg havde fået anbefalet en podcast, som både skulle være morsom og handle om tilblivelsen af en ny, fiktiv radiostation, R8dio, og da jeg havde hørt halvdelen af første afsnit, summede mit mellemgulv som et kultur- og multihus i provinsen under det årlige karneval.
»Hvem er Klavs Bundgaard?!«, råbte jeg, i en frydefuld blanding af sjov, vantro og pinsel.
»Hvem er han? Hvem er dette geniale menneske?!«.
