Men 11. oktober i fjor kom muldvarpen op af sit hul. Og mavede sig uvant rundt i dagen. Synlig for enhver. Som selve billedet på en dokumentar, der i fuld, global offentlighed gav verden indblik i diktaturets hermetiske rænkespil.
Og det var nervepirrende.
Masken var omsider faldet. Nu kunne han ikke længere gemme sig i sit upåfaldende liv. Som kronisk syg, førtidspensioneret kok, der færdedes nærmest som en gennemsigtig i bybilledet. Nu var han: ’Muldvarpen’. Som da han kort efter tv-premieren blev genkendt i et supermarked i København.
»Pludselig så jeg en far, der stod med sine to store børn og kiggede på mig og pegede«, siger han og viser med en håndbevægelse i hoftehøjde, hvordan han vinkede sin kone og deres børn væk.
