Jeg skal til at tørre duggen væk fra badeværelsesspejlet, da den første tanke banker ind i mit hoved med en tømmermandsdyb røst.
»Det skal du ikke gøre. Du vil ikke bryde dig om det, du ser«, fortæller min psyke mig.
Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke vil synes om det, hvortil min psyke svarer, at billedet alligevel er ødelagt. At hvis jeg vælger at se mit spejlbillede, vil genkendelsen af fortiden være et benspænd for den potentielle genfødsel af selvet, mit totale hukommelsestab har gjort mulig.
Jeg vælger at træde tilbage fra spejlet. Lader pasfotoet i hjørnet af skærmen forblive udsmattet, som et oliemaleri, hvor en hånd har kørt rundt på lærredet, lige som portrættet var færdigt.
