Præsident Emmanuel Macron tøvede i mange måneder: Skulle han som statsoverhoved deltage i markeringen af 200-året for Napoléon Bonapartes død onsdag. Han og rådgiverne i Élysée-palæet stillede det samme spørgsmål som mange franskmænd: fortjener den forkætrede kejser at blive mindet?
Resultaterne af overvejelserne blev, at Emmanuel Macron vil holde en tale i l’ Institut de France, som Napoléon var medlem af, og han vil lægge en krans i krypten i Invalide-kirken i Paris, hvor kejseren hviler i en gigantisk kiste.
Præsidentens medarbejdere har over for flere medier understreget, at Emmanuel Macron vil nævne det forhold, at Napoléon i 1802 genindførte slaveriet, som den revolutionære regering havde afskaffet i 1794.
Men han vil samtidigt fremhæve, at »Napoléon konsoliderede den revolutionære arv ved at lægge fundamentet til vores moderne stat«, siger disse kilder til magasinet Le Point.
