Sprogforsker Eckhard Bick fra Syddansk Universitet var 18 år, da han steg på nattoget til Paris. Kort forinden havde den sproginteresserede unge tysker taget et kursus i esperanto på universitetet i Bonn.
Fremme i Paris besøgte han et teater, der opførte originale esperantoværker. Efter forestillingen stod han i baren og snakkede med nogle franskmænd, der spurgte, om han havde et sted at sove.
»Det havde jeg ikke, for det var stadig tidligt på aftenen«, som han siger.
Hans nye bekendte fortalte, at deres venner var tilsluttet ordningen pasporta servo, hvor esperantister over hele verden åbner deres hjem for rejsende, der deler deres interesse for sproget.
