Kunstneren Martin Creed har taget sin store hat på.
Og her taler vi altså den seriøst store.
Forestil dig en af de der havestole i antracitgråt plastikflet, dem med et stort, firkantet sæde. Forestil dig sådan en uden ben på hovedet af en mand med runde solbriller og rodet overskæg med et snert af cykelstyr, der vender op i den ene side og ned i den anden.
Sådan ser Martin Creed ud, så han er ikke svær at kende uden for skuespilhuset i Nyhavn, hvor blæsten får topsejlet til at vugge over hovedet på ham. For enden af den tange ved skuespilhuset, der hedder Ofelia Plads, står et stort neonskilt og drejer rundt og rundt.
