PIGEKOR­HEMMELIGHEDEN

DR Pigekoret er en kulturbærende institution, et nationalt eliteensemble, hvor de få dygtigste piger og unge kvinder optræder som de fineste forløsere af den danske sangskat.

Kommer en pige gennem nåleøjet, forventes hun at bruge store dele af sine teenageår på korprøver, koncerter og ugelange turneer rundt om i verden langt væk fra familien. I den danske offentlighed kender vi især DR Pigekoret som de lyse stemmer, et kor bestående af landets døtre, som vi rituelt synger nationalsangen sammen med nytårsaften.

At være en af pigerne i koret er ensbetydende med store oplevelser, dybe venskaber og musikalsk udfoldelse på højt niveau i hænderne på professionelle voksne.

»Vi var sådan nogle elite-teenagere, rigtig dygtige sangere. Det svarer til at være ungt stortalent i fodbold eller balletbarn«, siger den tidligere pigekorsanger Freja Eva Lockenwitz, der var med i koret under chefdirigent Michael Bojesen.

Du lytter til Politiken

8. juni: Pigekoret: En dag fik Politiken en henvendelse...

8. juni: Pigekoret: En dag fik Politiken en henvendelse... 8. juni: Pigekoret: En dag fik Politiken en henvendelse...

Henter…

26:47

Der stod stor respekt om det høje musikalske niveau, som pigekoret opnåede under netop Michael Bojesens ledelse fra 2001 til 2010. Blandt nogle tidligere sangere i DR Pigekoret er dette hele historien, og de har udelukkende en positiv erindring om ungdomsårene i DR. Michael Bojesen, som i dag er chef for Malmö Opera og formand for Statens Kunstfond, husker de som en eminent chefdirigent, der forstod at balancere autoritet og venskabelighed i omgangen med korpigerne.

Men blandt andre tidligere pigekorsangere, der var i koret under Michael Bojesens ledelse, og som nu er kvinder i 30’erne, taler man om ’pigekorhemmeligheden’. Her møder man en stærk ambivalens hos kvinderne i forhold til den tidligere chefdirigent og det miljø i DR, de trådte ind i som mindreårige.

Til trods for hans musikalske professionalisme mener de, at Bojesen svigtede sit ansvar som dirigent for mindreårige.

Sammenfattet lyder kritikken af miljøet fra disse tidligere pigekorsangere: Når man som barn trådte ind i Radiohuset, trådte man samtidig ind i »en oldboysklub« og et »megaseksualiseret miljø«. Man var »Michaels piger«, man følte sig som en del af »et harem« for voksne gæstemusikere, som udsatte teenagepigerne for uopfordret seksuel opmærksomhed. De, der sagde fra, blev mødt med modstand fra ledelsen i DR Pigekoret.

»Det var forkerte værdier, der herskede. Det handlede ikke primært om talent, men om det seksuelle look. For at have Michael Bojesens opmærksomhed skulle man have flirtende vibes. Man fik mere positiv opmærksomhed, hvis man kom i stiletter og var udfordrende klædt til korprøver. Det påvirkede os, der begyndte i pigekoret som børn. Det var sådan, man skulle være for at blive populær«, siger Stefani Scheel, der begyndte i DR Pigekoret som 13-årig.

12 navngivne tidligere pigekorsangere fortæller til Politiken om konkrete oplevelser, som de har bevidnet, der alle relaterer sig til den seksualiserede kultur i DR Pigekoret. Desuden forholder en navngiven forælder samt den daværende dirigent for DR Børnekoret, Pia Boysen, sig kritisk til forholdene for de mindreårige sangere. Hertil kommer en række anonyme kilder samt et større baggrundsmateriale, der bekræfter de tidligere sangeres udlægning.

Allerede dengang overvejede flere at gå til medierne, for det var ikke en mulighed at henvende sig til nogen internt. En mindreårig pige, hvis forældre klagede, oplevede, at hendes relation til chefdirigenten blev ødelagt. En anden mindreårig pige, som undrede sig over at modtage beskeder med uønsket seksuel opmærksomhed fra en gæstemusiker, fik at vide af chefdirigenten, at hun formentlig var glad for opmærksomheden.

Michael Bojesen har ikke ønsket at stille op til interview, men han skriver i en mail:

»Det er chokerende og utroligt smertefuldt for mig at erfare, at nogle af disse sangere har haft dårlige oplevelser i koret«.

Den tidligere chefdirigent genkender ikke, at »der skulle have været et seksualiserende miljø i DR Pigekoret«.

Forstummet kritik

Da 17-årige Anne Louise Garioud forlod DR Pigekoret, var der ingen rituel farvelsang. Hun gik ud ad døren til det gamle Radiohus på Frederiksberg »med hætten over hovedet« og en følelse af skam.

Det var en forårsdag i 2006. Anne Louise Garioud havde været i koret, siden hun var 13 år, og hun kunne være fortsat i yderligere 4 år. Pigekoret havde været en stor og betydningsfuld del af hendes liv.

»Men det sluttede på en ubehagelig måde«, siger hun.

»I lang tid efter var det enormt smertefuldt for mig at høre musik med Pigekoret og at høre om Pigekoret«.

Anne Louise Garioud havde i december året før valgt at indlevere en skriftlig klage over chefdirigent Michael Bojesen og det kormiljø, han var ansvarlig for. Baggrunden var blandt andet, at hun på sin venindes Nokia-telefon havde set en række grænseoverskridende sms’er, som chefdirigenten havde sendt til veninden, en dengang mindreårig pigekorsanger.

Sms-beskederne findes ikke mere, og den tidligere chefdirigent afviser at have sendt »de pågældende sms’er med seksuelt indhold«. Tre tidligere pigekorsangere bevidner imidlertid, at de har set beskederne. Ud over Anne Louise Garioud drejer det sig om Mette Damm og Cecilie Riis Gadegaard. De husker ikke beskederne ordret, men de var ikke i tvivl om, at teenagepigen blev udsat for en seksuel opmærksomhed, som for hende var uønsket.

Politiken har kontakt med den daværende mindreårige, der modtog sms’erne. Hun bekræfter de oplysninger, der fremgår her, men hun har ikke ønsket at deltage yderligere, med henvisning til at sagen fik store personlige omkostninger for hende.

Anne Louise Garioud forventede, at klagebrevet ville føre til en undskyldning fra chefdirigenten for upassende adfærd. I stedet førte det til, at hun blev indkaldt til et møde i Radiohuset med chefdirigenten og DR’s daværende orkester- og koradministrator, Gordon Alsing. Et møde, som pigekorsangeren oplevede som »meget ubehageligt«, og hvor hun blev beordret til at trække sin klage tilbage. Tilbagetrækningen skulle ske på skrift, og dette nye brev tilbød koradministratoren sin »hjælp med at forfatte«, som han skrev i en mail, Politiken er i besiddelse af.

»Jeg var chokeret over den mail. Det var åbenlyst manipulation og magtmisbrug«, siger Anne Louise Garioud.

Konsekvensen af den skriftlige klage var ifølge Anne Louise Garioud årsagen til, at hun oplevede at blive »frosset ude« af DR Pigekoret.

»Jeg havde fået en komfortabel stilling i koret og syntes selv, at jeg havde en god relation til Michael Bojesen, men fra den ene dag til den anden var jeg ikkeeksisterende for ham«.

Den forårsdag i 2006, da Anne Louise Garioud forlod Radiohuset og lagde teenageårene i koret bag sig, følte hun sig alene. Men det var hun ikke.

For i samme periode var også andre pigekorsangere kritiske over for ledelsen. Det viser en journalistisk afdækning, som Politiken har foretaget af forholdene i DR Pigekoret i årene 2001-10.

Som i Anne Louise Gariouds tilfælde blev klager eller forsøg på at række ud til ledelsen afvist, mens de personer, der rejste kritikken, blev mødt med modstand.

Også internt i DR er man for nylig blevet bevidst om, at der potentielt har været problemer i Pigekoret, som er blevet undertrykt. DR iværksatte i begyndelsen af maj en advokatundersøgelse af forholdene i DR Pigekoret.

Det skete, med henvisning til at DR i efteråret 2020 og foråret 2021 havde modtaget to klager om grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane i DR Pigekoret, »der ligger ganske mange år tilbage i tiden«.

Disse to sager er angiveligt ikke sammenfaldende med de sager, som Politiken i dag afdækker.

Turneen til Island

Det var i begyndelsen af 2001, at Michael Bojesen overtog dirigentstokken i Radiopigekoret, som det dengang hed, og udnævnelsen blev anset for at være en tiltrængt fornyelse.

Allerede i julen 2000 havde han dirigeret julekoncerten, fordi chefdirigenten gennem 34 år, Tage Mortensen, var kræftsyg og havde været det i en længere årrække. Nogle husker, at den syge dirigent lå på et bord under prøverne, og koret var påvirket af dirigentens deroute.

Michael Bojesen, der blev 41 år i 2001, blev derfor taget imod med åbne arme. Han var på det tidspunkt allerede en erfaren dirigent efter 20 år på Sankt Annæ Gymnasium i København, hvor han kom fra stillingen som førstedirigent med et løfte om at trække koret op i en ny professionel liga. Radiopigekoret, der siden 1998 havde haft daværende prinsesse Alexandra som protektor, skulle nu være blandt verdens bedste og forvandlede sig undervejs til institutionen DR Pigekoret, som vi kender det i dag.

Noget af det første, Michael Bojesen gjorde som ny chefdirigent, var at ændre på alderssammensætningen, kan man læse i bogen ’Pigestemmer’ fra 2013, således de ældre ’piger’ højst kunne være 21 år. Formelt blev koret dermed for de 16-21-årige, men reelt var pigerne ned til 13 år.

I sommeren 2001 var pigekoret på turné i Island, hvor de sang i adskillige kirker, blandt andet i Hallgrimskirken i Reykjavik. Undervejs på turneen bevidnede flere af pigerne i koret, at chefdirigenten og et 17-årigt pigekormedlem havde indledt et særligt forhold.

Den opdagelse reagerede flere af pigerne i koret på. Der opstod det, som flere af de daværende sangere betegner som forvirring, utryghed og uro. Nogle græd.

Situationen blev håndteret af chefdirigenten ved, at han indkaldte til et fællesmøde før en koncert. Det blev et ophedet møde, som næsten alle, vi har talt med, i dag stadig husker. Her virkede chefdirigenten stærkt utilfreds med det, han ifølge flere af de tidligere pigekorsangere omtalte som ’pigefnidder’, og gav udtryk for, at der var misundelse mellem pigerne om, hvem der fik soli.

Den korsanger, som chefdirigenten indledte et særligt forhold til, trådte få måneder efter hjemkomsten fra Island ud af pigekoret, nu som 18-årig. De blev siden gift, og det er de fortsat.

»Det var selvfølgelig utrolig uheldigt og uprofessionelt fra min side, at jeg og en sanger i koret fik følelser for hinanden. Som konsekvens heraf forlod hun som 18-årig koret få måneder efter, og vi blev efterfølgende kærester«, skriver Michael Bojesen i mailen.

»Jeg er ked af og beklager, at vores forhold tilsyneladende skabte en utryghed hos nogle af sangerne i koret«.

Ingen af de kilder, Politiken har talt med, ønsker at problematisere, at en frivillig og varig kærlighedsrelation opstod mellem korpigen og Michael Bojesen.

»Men han gjorde noget forkert over for os alle sammen ved at være sammen med en korpige, mens vi var på turné. Han var den voksne. Han havde ansvaret for os«, siger en dengang 16-årig pigekorsanger, der ønsker at være anonym af hensyn til sin nuværende jobposition.

Det, som adskillige kilder desuden problematiserer, er fællesmødet og den måde, chefdirigenten håndterede situationen på ved at mistænkeliggøre pigernes reaktion og dermed lukkede kritikken, forklarer de.

»Han tog mødet for i plenum at give dem, som reagerede på hans adfærd, og som havde et problem med den, mundkurv på«, siger Cæcilie Bachdal Johansen.

Til kritikken af kormødet skriver Michael Bojesen:

»Jeg havde ingen intention om at give nogle sangere mundkurv på, ligesom jeg ikke mindes at have brugt ordet pigefnidder«.

En af de voksne, der var tilknyttet koret i samme periode, var daværende leder af DR Børnekoret Pia Boysen. Hun var ikke med på turneen til Island, men hun fortæller, at hun talte med en 14-årig pigekorsanger ved hjemkomsten om, hvad der var sket på turneen, hvad pigen havde bevidnet, og at hun oplevede det som ubehageligt.

»Men jeg gik ikke selv videre med det, for jeg var ikke tryg ved kor- og orkesterchefens ledelse. Jeg er i dag dybt berørt over, at så mange piger oplevede at få deres grænser overskredet«, siger hun.

Pia Boysen bakker i øvrigt de tidligere pigekorsangere op i deres beskrivelser af et seksualiseret miljø i Pigekoret under den daværende ledelse.

Anne Louise Garioud begyndte i DR Pigekoret ganske kort tid efter Island-turen. Hun forklarer, at det miljø, hun mødte som 13-årig, formede hendes forståelse af, hvad der var normal adfærd mellem chefer og ansatte i DR.

»Noget af det første, jeg fik at vide, da jeg blev optaget i Pigekoret, var, at Michael (Bojesen, red.) var kæreste med en af pigerne, og at det var blevet opdaget i Island. Det såede kimen til en forståelse af, at vores mandlige leder godt kunne lide piger på vores alder, og at piger på vores alder godt kunne være sammen med en mand på hans alder. Det var, hvad jeg udledte af den historie som ung teenagepige«, siger hun.

’De store drenges klub’

Kor- og orkesterchefen var på daværende tidspunkt Per Erik Veng. På spørgsmålet om, hvorfor medlemmer af pigekoret der oplevede miljøet som problematisk, ikke gik til ham, lyder svaret, at Per Erik Veng var en del af problemet.

Flere tidligere pigekorsangere husker ham som »lummer«, og flere oplevede ham eksempelvis lægge an på pigekorsangere ved at præsentere sig selv som ’MBA – married but available’. En af dem er Cecilie Riis Gadegaard, der til Politiken har beskrevet et konkret tilfælde på netop denne adfærd en aften i Radiohuset.

»Derfor virkede det uhensigtsmæssigt at gå til ham, hvis man oplevede noget grænseoverskridende«, siger Cecilie Riis Gadegaard.

Sammen med korsangeren Katja Frederiksen overvejede hun omkring 2005 at gå til B.T, for at deres kritik af miljøet i Pigekoret skulle blive hørt, fortæller begge kvinder i dag. Deres kritik drejede sig især om de førnævnte sms-beskeder.

»Dem omkring os følte vi ikke, vi kunne stole på«, siger Katja Frederiksen, mens tidligere pigekorsanger Cecilie Hyrup Fuglsang taler om »ledelsessvigt« fra DR’s side.

Den daværende leder af Børnekoret, Pia Boysen, bakker de tidligere pigekorsangere op i deres beskrivelse af Per Erik Vengs ledelse:

»Ledelsesstilen under den daværende kor- og orkesterchef var på mange måder uhensigtsmæssig – det var lidt ’de store drenges klub’«, siger Pia Boysen, der stoppede efter fire år i DR på grund af det »ofte dårlige arbejdsklima«.

Per Erik Veng er blevet forelagt kritikken i denne artikel. Han ønsker ikke at stille op til interview og kommenterer ikke fortællingen om, at han lagde an på pigerne. I forhold til krikken af sin ledelsesstil skriver han i en mail:

»Jeg har ingen erindring om personsager i min cheftid og oplevede en velfungerende enhed inden for orkester- og korområdet med store kunstneriske resultater og god dialog mellem korets medlemmer og de såvel kvindelige som mandlige medarbejdere, der varetog den daglige ledelse og drift«.

Angående det seksualiserede miljø generelt og den manglende mulighed for at klage henviser Per Erik Veng til niveauerne over og under sig selv i DR: Til »den stab, der var omkring koret, samt DR’s allerøverste ledelse«.

Syg i Sydafrika

For de fleste af korpigerne i 00’erne blev Michael Bojesen deres første chef og DR deres første møde med en arbejdsplads. Pigerne fik ikke løn, men havde en kontrakt og faste mødetider, og miljøet, de blev en del af, blev derfor af mange opfattet som det normale.

Stephani Scheel var en af de korsangere, der var med på Sydafrika-turneen i februar 2003. På det tidspunkt var hun blevet 14 år.

»Jeg ringede grædende til min mor og ville hjem. Jeg var kommet fra Børnekoret, og jeg følte mig utryg ved det miljø, der var i Pigekoret«.

De yngre piger i koret var tilknyttet en af de ældre piger, som blev kaldt en ’kormor’, og Stephani Scheels ’kormor’ var den dengang 18-årige Frederikke Kampmann. Hun siger:

»Jeg husker tydeligt en samtale, jeg havde med Stephani og hendes mor, hvor de udtrykte stor bekymring over stemningen i koret omkring Michael (Bojesen, red.)«.

Stephani Scheels mor bekræfter i dag også dette. Dengang beroligede Frederikke Kampmann den yngre pige, fortæller hun.

»Jeg fortryder, at jeg ikke lyttede mere, eller spurgte mere ind til deres bekymring«.

Stephani Scheel var ikke alene med følelsen af utryghed. På vej hjem fra samme turné opsøgte den 14-årige Mia Rehling lederen af Børnekoret, Pia Boysen, fordi hun havde det dårligt med stemningen og det, hun i dag beskriver som ældre mandlige chefers fokus på de unge pigers kroppe, når de lå ved swimmingpoolen.

Michael Bojesen afviser i sit mailsvar, at der skulle have været en sådan stemning. Han henviser til, at der på rejsen til Sydafrika var to kvinder med fra staben, og at man generelt havde »minimum en voksen kvinde fra staben med, som havde praktiske funktioner, og som generelt havde tæt kontakt med pigerne«.

Generelt om udlandsrejserne med Pigekoret siger Pia Boysen, at pigerne faktisk kom til hende, men at hun først senere forstod problemernes omfang:

»Her oplevede jeg ofte, at nogle piger kom og betroede sig til mig. Det, som pigerne primært gav udtryk for, var, at de følte sig udenfor eller var kede af det, fordi de oplevede en stemning, hvor de ikke følte sig godt tilpas. Jeg forsøgte altid at lytte og muntre dem op, men jeg var dengang ikke klar over, hvor slemt det stod til«.

På turneen, som gik til både Cape Town og Johannesburg, blev en større gruppe piger og voksne syge med feber, diarré og opkast på grund af en virus eller en madforgiftning. Flere var privat indkvarteret, hvor de var sengeliggende og lå på værelse sammen.

Mette Damm, der dengang var 19 år, fortæller, at hun lå syg »med virkelig høj feber« sammen med en yngre pigek