Musiker Jens Unmack har været ’fodboldnyder’ gennem hele sit liv. Med græsset under fødderne. Som beskuer på lægter og fra sofaer. Som Liverpool-fan til daglig. Og som landsholdsfan ved slutrunder.
Men for ham er tiden løbet fra blot at lade fodbold være fodbold. Der er nemlig sket nogle forandringer i vores samfund, der nødvendigvis må påvirke kulturen omkring verdens mest populære sport, mener han.
»Tidligere har der været en accept af, at sportsfolk bare var sportsfolk og ikke kunne forventes at tage stilling. Men den går ikke længere. Vi kan se med eksempelvis #MeToo-bevægelsen, at man i dag også kommer i klemme ved at være medvidende om noget moralsk forkert, som man ikke reagerer på. Man bliver nødt til at tage stilling«, siger Jens Unmack.
Bland ikke sport og politik, hedder det sig ellers.
