Bilen falder simpelthen ned fra loftet. Ud af ingenting kommer den dumpende og lander med et brag på scenen, hvor den bliver stående. Med hjulene nedad og taget op. Som om den lige var blevet parkeret der. Uden en skramme.
Publikum sidder bare og måber.
Der går et øjeblik, en sanger er færdig med en arie, og folk skal lige til at klappe. Men så kommer der et koncertflygel ned. Det lander med et enormt drøn i den anden side af scenen, hvor det går i to dele. Også det bliver liggende.
Publikum opgiver at klappe.
