Det var, som om der var noget, som faldt på plads, da nu 68-årige Pylle Søndergård tilbage i 2014 indledte researcharbejdet til bogen ’100 års øjeblikke’, der udkom i 2016, 100-året for stiftelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund.
En af verdens ældste faglige foreninger, hvor medlemmerne lige fra begyndelsen har krævet ligestilling og politisk indflydelse for kvindelige kunstnere i det danske kunstliv. En kamp, der især var vigtig i starten af 1900-tallet, hvor kvindelige kunstnere ikke kunne optages i kunstneriske bestyrelser, råd og nævn og end ikke måtte tegne efter nøgenmodeller på akademiet.
En gruppe af de nu afdøde kvindelige kunstnere kom fra en koloni omkring Horneby lidt uden for Hornbæk i Nordsjælland. I forbindelse med udviklingen af jubilæumsbogen gik det for alvor op for Pylle Søndergård, hvor arbejdsomme og modige de her kunstnerinder var, og hvor fantastiske værker der kom fra deres hånd.
»Jeg kørte rundt og fotograferede malerier af blandt andre Astrid Holm og Ebba Carstensen og kunne levende se dem for mig cykle rundt med malergrej i cykelkurven og finde inspiration til deres mange landskabsmotiver. Det gav mig sådan en lyst til at bo i området og forstærkede samtidig min interesse for at sætte fokus på de mange kvindelige kunstnere, der i deres samtid og eftertid ikke har fået samme fortjente omtale som deres mandlige kolleger«.
