»Min sommer er gået med en halvanden måned lang shitstorm. I forbindelse med anklagerne mod Naser Khader skrev jeg i et tweet i begyndelsen af juli blandt andet, at Khader-affæren viser os, »at unge piger ikke altid siger nej, når de møder creeps«. Og så stillede jeg et spørgsmål: »Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død«.
»I forbindelse med den efterfølgende shitstorm, der især kom fra en gruppe af woke mennesker på venstrefløjen, ringede Hella Joof og inviterede mig ud at spise. Vi havde kun mødt hinanden én gang før for mange år siden. Men hun havde fulgt med i min shitstorm og ville gerne høre, hvad mit syn på den var«.
»Vi spiste frokost sammen på Ravelinen på Christianshavn. Det meste af samtalen kom til at dreje sig om, hvordan mennesker ikke længere er i stand til at være uenige. Det var en ret fed samtale, fordi jeg havde gået og tumlet med alle de tanker selv i månedsvis«.
»I de der shitstorms bliver jeg ofte beskyldt for at være højreorienteret, hvilket jeg ikke er. Men på det seneste er jeg også blevet kaldt en modbydelig centrist. Og det chokerede os begge to, at midten, centrismen, nu også er en frygtelig ting, hvis man er fra venstrefløjen«.
