»Det er derinde«.
Morten Sabroe peger, mens han styrer sin lille sorte Suzuki Swift ned ad Strandvejen langs Bellevues sand i Klampenborg nord for København.
Derinde, modsat stranden, passerer vi Bellevuekrogens gule rækkehuse tegnet af Arne Jacobsen, hvor Morten Sabroe voksede op i anden række mod Øresund. Når han som barn tyrede en fodbold ind til naboen, røg den ind til Arne Jacobsen selv, for arkitekten beboede huset i første række.
En kort cykeltur herfra, inde bag Dyrehavens løvtræer og grusstier, havde han fri adgang til Cirkusrevyens grønne telt. Her blev Morten Sabroes far, kendt som ’Den Gyldenblonde’, direktør i 1956 efter en lang karriere som causør på Politiken.
