Intet menneske er en ø, sluttet i sig selv. Enhver er en del af kontinentet, et stykke af fastlandet«, skrev den engelske digter John Donne i 1624. Den påkaldelse af vores uomgængelige samhørighed er ofte blevet læst som et udtryk for, at vi socialt hænger sammen gennem vores relationer med hinanden. Men for Donne var der også en mere konkret side af samhørigheden.
Han så mennesket som et mikrokosmos, der spejlede og var gennemløbet af det store makrokosmos. En dobbeltsidig sammenfiltring: mennesket i verden, verden i mennesket. I det store kulturhistoriske perspektiv blev tanken om mennesket og verden som sammenfiltret dog i den vestlige kulturkreds gradvis afløst af et andet tankesæt, der holdt menneske og verden i en vis afstand fra hinanden. Med oplysningstiden blev mennesket solidt plantet i forgrunden, med resten af verden som baggrund og ressource.
Men Donnes påkaldelse af forbindelsen mellem krop og verden har en anden genklang her i det 21. århundrede. Især fordi vi i det sidste halvandet år virkelig har fået at føle, at intet menneske eksisterer alene. På godt og ondt har pandemien gjort det ekstra tydeligt, at vi er forbundet til verden og vores omgivelser. Vi er hele tiden i berøring med den, og den passerer igennem os. Sådan helt fysisk. Det har været noget af et chok at konstatere, hvor mange kræfter og hvor meget arbejde og håndsprit det kræver at holde verden ude.
Vi er også mere klar til den erkendelse i dag end for 20-30 år siden. Forestillingen om en grundlæggende afstand mellem menneske og verden er krakeleret alvorligt. Det er blevet tydeligere og tydeligere, at det, vi gør ved verden, vender tilbage, at der ikke længere er noget udenfor. Skyggesiderne af tanken om mennesket som forgrund og verden som endeløs ressource har meldt sig med stormkraft.
