Modstanden er kommet fra uventet kant. Maja Elverkildes søn på 10 har råbt ad hende i frustration over, at hun lader ham vokse op under primitive kår. Hun har ellers gjort sig ualmindeligt meget umage for at skabe et liv, hvor de kan leve tæt på naturen, miljøbevidst samt med god tid og nærvær som et radikalt modsvar til stress, jag og overforbrug, der præger mange familiers liv. Det er bare aldrig noget, han har bedt om. Og nu har han fået nok. Det er for pinligt at leve så unormalt.
Det fortæller hun om, stadig med en vis overraskelse i stemmen, da Politiken besøger hende i en svensk skov.
Temperaturen er 11 grader, da vi ankommer ved 10-tiden. Fugten hænger i luften. Vi smækker dørene i fotografens Nissan. Det giver genlyd i den stille skov omkring os. Henne ad grusvejen kommer en ung kvinde gående i en helt kortærmet T-shirt. Først da hun kommer tættere på, kan vi se, at hun nok nærmere er 40, for hun har fine rynker i panden, lidt furer ved mundvigen. Men kroppen, den ligner en sekstenårigs. Stærk og rank af at slæbe vand fra bækken og kløve træ.
Vi er i Halland, to og en halv times kørsel fra København. Et par timer på motorvej, hvor store lastbiler har tromlet foran os i en tilsyneladende endeløs karavane. Men så drejede vi fra, hastigheden skulle ned på 70, så 50, så 30. Blanke skovsøer dukkede op, vejene blev mere og mere snoede. Og nu er vi her på grusvejen, der blot hedder ’Skogen’ i navigationssystemet.
