I vores Danmark er kunstnerisk talent sjældent noget, som en kunstner har for meget af, mens han lever. Det er snarere noget, han først bliver begavet med, når han er død. Sådan var det stort set også med maleren Jens Adolf Jerichau (1890-1916).
Jerichau blev født samme år, som van Gogh tog sit eget liv. Og han var kun 25 år og på højden af sin kunstneriske formåen, da han fulgte van Goghs eksempel. Og skød sig! Set i lyset af hvad han allerede havde nået, var selvmordet det mest tåbelige og selvdestruktive.
Der skulle gå over hundrede år, før Jens Adolf Jerichau fik det, han har fået nu: den store udtømmende udstilling på et dansk kunstmuseum. Tør vi kalde det en mindeudstilling? I hvert fald er J.A. Jerichau en kunstner, det kan være værd at mindes, også selv om han ikke er voldsomt kendt eller populær.
Ligesom tilfældet var med van Gogh, er hele Jerichaus produktion af malerier og grafik – den, som nu fylder Louisianas østfløj – blevet skabt inden for ganske få år. De fire år var til gengæld hyperaktive, så hans mange billeder ser ud til at være blevet til i en kreativ rus eller som heftige indbyrdes kommentarer til hinanden.
