Ingen navne nævnes i det 35 sider lange resumé af DR’s advokatundersøgelse af krænkelser i DR Pigekoret. En undersøgelse, der blandt andet fortæller om krænkende adfærd og seksuel chikane begået mod mindst 64 piger i koret igennem tiden.
Ved at udelade navne har advokaterne og DR gjort det svært at identificere de seks voksne, som ifølge undersøgelsen stod bag krænkelserne.
Rapporten, som advokatfirmaet Norrbom Vinding står bag, slår dog fast, at krænkelserne har fundet sted siden 1970’erne, og at der ikke er indberettet krænkelser efter 2010.
Man kan også læse, at i de fleste tilfælde ligger krænkelserne 20-50 år tilbage i tiden, men »der er også nogle af beretningerne«, der stammer fra 00’erne og perioden frem til 2010. I mange af tilfældene har den samme pige været udsat for krænkelser flere gange og i nogle tilfælde over en længere periode.
