Det er koldt at stå i kø en frostklar eftermiddag foran teatret på Schiffbauerdamm i Berlin. Det tager tid at komme ind, for kontrollen med coronapassene er striks. Værre er det for dem, der står med skilte og tigger om at få lov til at købe éns billet. Der er rift om at komme ind. Sammen med 13 andre har jeg netop deltaget i en workshop på teatret om den opsætning, vi skal se. Halvdelen af deltagerne i det lille kursus havde ikke haft held til at få billet til forestillingen endnu.
Der er nemlig indtruffet et mirakel på Brechts gamle teater. ’Skillingsoperaen’, også kaldet ’Laser og pjalter’, er blevet genfødt til vild applaus både i Tyskland og udenlands.
Værket er et af teaterhistoriens største klippe-klistre-projekter. Med musik, der rækker fra jødisk liturgi til jazz, og med tekster inspireret af både fransk middelalder og tysk kabaret fik Kurt Weill og Bertolt Brecht i løbet af få kaotiske uger i 1928, kort før nazismens mørke sænkede sig, sat et stykke sammen, der har været genstand for lige så mange udlægninger som antallet af dets kilder.
Det, jeg står i kø for at se nu – efter sammen med andre amatører at have prøvet at spille brechtsk – er en genfødsel af Brechts første succes på selve den scene, hvor den kom til verden, nu i hænderne på en australsk søn af en flygtet jødisk slægt, som, viser det sig, har fået stykket til at fremstå som et af det 20. århundredes hovedværker, så fuldt af gåder og energi, som var det nyfødt.
