I snart to år har de fleste af os gravet os ned og lukket os inde og holdt lav profil. Men der er en lille flok, der har været mere travle og mere i søgelyset end nogensinde før i deres liv:
Coronaeksperterne.
Infektionsmedicinerne og epidemiologerne, matematikerne og virologerne og alle de andre naturvidenskabelige forskere har siddet med koderne til at færdes i det ukendte land, som vi alle sammen blev smidt ud i hin martsdag i 2020, og de har haft rockertravlt med at undersøge, hvad der sker, og fortælle alle os andre om det. Nu, hvor restriktionerne udløber i dag ved midnat, kan de gøre status. Og de er blevet både kendt, elsket, hadet, citeret og misforstået, og så har de løbet stærkt.
»Jeg tror aldrig, jeg har arbejdet så meget i mit liv som de sidste to år. Det har været på alle tider af døgnet i én lang omgang, og så har der været pressehåndtering ved siden af«, som et af de kendte ansigter, professor i infektionssygdomme ved Københavns Universitet Jens Lundgren, siger.
