Tyskerne tog Anne Franks liv i februar 1945. Den 16-årige pige bukkede sammen med sin storesøster Margot under i kz-lejren Bergen-Belsen syd for Hamborg. Hendes mor Edith døde af sult i Auschwitz. Kun faderen, Otto Frank, overlevede. Han vendte hjem, efter at Tyskland 5. maj 1945 havde overgivet sig i Holland og Danmark.
Familierne Frank og Pels samt en hollandsk tandlæge skjulte sig i to år i et baghus i Prinsengracht 263, Amsterdam, indtil de blev taget af tyskerne 4. august 1944. Efter de tyske racelove blev de klassificeret som jøder. En måned senere kom de med det sidste tog fra den hollandske opsamlingslejr Westerbork til Auschwitz. To af Franks hollandske medarbejdere endte i fængsel.
Miep Gies, Otto Franks betroede medarbejder, gav Frank, hvad en tysk officer havde smidt hen ad gulvet i baghuset, nemlig Anne Franks efterladte dagbog og en brevroman (først udgivet i 2019 under titlen ’Liebe Kitty’). Otto Frank udgav en redigeret version af Anne Franks dagbog i 1947. Den er siden solgt i mere end 30 millioner eksemplarer på over 70 sprog og må kaldes en verdenskulturarv. Den tilhører os alle.
Siden den hollandske befrielse i maj 1945 har historikere spekuleret over, hvem der forrådte de otte mennesker. Spørgsmålet står så stærkt i eftertidens bevidsthed, at den institution, Otto Frank betroede rettighederne til sin datters bog, Anne Frank Fonds i Basel, Schweiz, som i bogens efterord oplyser, at en lagerarbejder, nævnt ved sit fulde navn, kom under alvorlig mistanke, uden at der dog blev rejst tiltale.
