Erik Magnussens Stelton-kande står strunk på det lave sofabord af teaktræ. Kaffen serveres i kopper med megamusselmønster, og arrangementet indrammes af to Borgmester-sofaer i grågrønne toner fra Arne Jacobsens hånd.
I en tilstødende stue finder man blandt andet en PH-lampe, en håndfuld af Arne Jacobsens Svane-stole og et guldindrammet maleri af danske Laurits Tuxen, mens adskillige stykker nyere dansk design, kunst og kunsthåndværk gavmildt er strøet ud over lokalerne.
Landede man her med bind for øjnene, ville man ikke tænke andet, end at man befandt sig inden for rammerne af det lille danske kongerige. Kun den udanske udsigt og en række fremmedartede stikkontakter i gulvhøjde vidner om, at vi ikke er i Danmark.
»Jeg tror faktisk, at det hele er dansk ... undtagen klaveret«, lyder det fra værten, mens han peger på det sortlakerede flygel.
