Talent er ikke det eneste, du har brug for, for at slå igennem som musiker, sangskriver eller producer. Det går også lettere, hvis du er en mand. Det konkluderer en ny undersøgelse, som for første gang kortlægger, hvad køn betyder for musikeres karrieremuligheder herhjemme.
Undersøgelsen viser, at kvinder og også ikkeciskønnede personer – altså personer med en mere flydende kønsidentitet – generelt bliver underkendt på grund af deres køn. De oplever at blive dårligere betalt end deres mandlige kolleger. De bliver bedømt på deres udseende og alder. Og dertil kommer direkte seksuel chikane, fysisk og verbalt.
Rapporten bygger både på en kvanitativ spørgeundersøgelse, hvor knap 6000 personer har medvirket, og på kvalitative interviews med 17 personer. Den er finansieret af en række organisationer i musikbranchen, blandt andre Koda, som sikrer musikeres rettigheder. Forperson Niels Rønsholdt beskriver situationen som »helt uacceptabel«:
»Alle, som vil skabe og udøve musik, skal have lige muligheder. Punktum. Rapporten viser tydeligt, at der er en lang række barrierer, som er kønnede. Det er en hård branche at være aktør i, det gælder alle, og vi kan nu se, at det er endnu hårdere for dem, der ikke definerer sig som mænd«.
