Inuk Silis Høegh svarer hverdagsagtigt på min mail om, hvor jeg skal dukke op til interviewet.
»Vi kan mødes i vores studie«, skriver han.
»Grå bygning nær ved sømandshjemmet. Der står Masik på huset«.
Et strejf af flovhed rammer, da jeg forstår, hvad det er, han skriver. For jeg sidder midt i foråret i København og havde automatisk forestillet mig, at han gjorde det samme. Han svarer kort efter:
