Forfatteren Janne Teller havde egentlig sagt nej til det, der siden viste sig at blive hendes uden sammenligning største succes i karrieren.
Det er lidt over 20 år siden, Teller var blevet kontaktet af Dansklærerforeningen, der ærgrede sig over manglen på litteratur med kalorier til teenagere, og som derfor forhørte sig hos forfattere, som til daglig skrev til voksne, for at se, om de ikke kunne udvide puljen af gode bøger til unge øjne.
Det var ikke noget for Teller, der så sig selv som forfatter for voksne. Hun stod ved sit nej, indtil hun en dag klart i hovedet så en dreng for sig, Pierre Anthon. Han var klatret op i et blommetræ. Samtidig kunne hun se bogens første fire linjer.
»Der er intet, der betyder noget,
