Lige inden for døren i Ishøj Bycenter, på højre side, hvis man stiger af S-toglinje E og går ind fra stationen, ligger der en lidt pudsig butik.
’Souvenirs’ står der i ruden under et lyseblåt og mørkeblåt logo.
Eroglu ve Oğulları, står der nedenunder. Eroglu og søn.
Butikkens store glasfacade er fuldt oplyst, og bag glasset står der seks piedestaler med hver sin ting på. Det er lidt svært at afkode, hvad der egentlig foregår. Er det en butik? Er det en udstilling? Er det ... ja, hvad er det egentlig?
