Vi er mennesker uden stat. Vi har ingen stat til at beskytte os. Vi har ingen ambassader, vi har ingen rettigheder, vi har blot vores pas«, siger forfatteren Julia Cimafiejeva.
Sammen med sin mand, Alhierd Bacharevic, der også er forfatter, måtte hun forlade Belarus efter de store demonstrationer for halvandet år siden, da præsident Aleksandr Lukasjenkos regime skruede op for forfølgelsen af forfattere og intellektuelle.
Parret er på kort visit i Danmark for at deltage i litteraturarrangementer, men opholder sig ellers i Østrig, hvor de tilhører den voksende gruppe af belarusere, som har vendt Europas sidste egentlige diktator ryggen. Hundredtusinder har forladt deres hjemland – også en meget stor gruppe kunstnere og intellektuelle – og det har sat gang i udviklingen af et andet Belarus. I Østrig opholder parret sig med støtte fra Writers in Exile.
»Vi tog litteraturen og kunsten med os, da vi rejste, og bygger nu i vores eksil en demokratisk, europæisk version af vores land. Det er en helt ny situation, at så meget af den belarusiske litteratur befinder sig uden for landet. At der eksisterer et frodigt belarusisk liv uden for Belarus. Alt det, der kulturelt er gået i stå derhjemme, er i udvikling uden for Belarus. Det gælder både sproget, litteraturen, musikken«, siger Alhierd Bacharevic.
