Hvis du lyttede til en sang på den musiktjeneste, Martin Møller Nielsen har været med til at skabe, ville du formentlig tænke, at kvaliteten var tarvelig.
Men at lyden er mindre end sublim, er ikke vigtigt for de over 20 millioner mennesker, der hver måned bruger tjenesten til at streame og downloade musik fra deres telefoner. For når de lytter, er det på højtaleren fra et sæt høretelefoner til ti kroner eller en gammel Nokia-telefon med taster. Og jo lækrere lyden er, jo mere data koster musikken.
»Vi henvender os til den afrikanske middelklasse, og de har hverken den samme købekraft eller den samme mængde data tilgængelig som i Danmark«, siger direktør Martin Møller Nielsen.
Mdundo hedder tjenesten, og den vinder lige nu så eksplosiv tilslutning i afrikanske lande som Kenya, Tanzania og Nigeria, at verdens største pladeselskab, Universal, netop har indgået en aftale om at placere hele sit musikkatalog på den danske iværksætters platform.
