Jeg havde faktisk glemt, hvor brutale de her spil er. Altså lige indtil en mand grædende og skrigende bliver skubbet ned på ryggen foran mig for at få plantet en økse lige i smasken.
Og der er en ting, der gør det særligt voldsomt. Nemlig at man i spillet ’A Plague Tale: Requiem’ indtager rollen som den adelige teenagepige Amicia de Rune. Skaberne er endnu en gang virkelig lykkedes med at få mig som spiller til at føle den usikkerhed og magtesløshed, jeg levende kan forestille mig, at man har haft som ung kvinde på det her tidspunkt i historien. Det er virkelig godt gået.
Endnu en gang, ja, for det her er en direkte fortsættelse af ’A Plague Tale: Innocence’ fra 2019. ’Requiem’ gør alt, det spil gjorde godt, bedre. Desværre har man bare valgt at skrue endnu mere op for alt det, jeg synes underminerede det, de gerne ville.
Vi befinder os stadig i et pestramt Frankrig midt i den mørkeste middelalder. En geografisk og historisk kulisse, der nok er den mest pittoreske, jeg endnu har set i et spil. Med opdateret grafik og lyddesign er det en absolut fryd for øjne og ører, når man næsten selv kan mærke den sydeuropæiske varme. Solen stikker, når man vandrer rundt om dagen, mens regndråberne føles ægte tunge på Amicias lædertunika, som man sniger sig gennem nætterne i de franske byer med.
