Vi har lige bevæget os ind i det spæde efterår 2022, og det rumsterer om natten i de danske hjem. Vaskemaskinerne kører, og tørretumblerne brummer i de timer, hvor det koster mindst, når landet sover. Vi downloader apps, der fortæller os, hvornår strømmen er billigst, og de, der lever med gas- eller træpillefyr i kælderen, ligger søvnløse eller har mareridt om glubske energiregninger, der spiser det, der skulle have været sommerferien 2023.
Og hvis man, som jeg, er født i begyndelsen af 1970’erne, skulle man næsten tro, at man var trådt ud af en tidsmaskine fra helvede, der har hentet én lukt tilbage til oliekrisen i 1970’erne, hvor el-, gas-, olie- og benzinpriser også blev sendt på himmelflugt og ændrede den måde, vi lever og bor på.
I årene før oliekrisen, i perioden 1967-1973, oplevede Danmark et veritabelt sauna-boom. Det var nærmest standardudstyr i nye parcelhuse, hvor der blev installeret mange tusind saunaer. Her kunne de glade velfærdsdanskere sidde trygt og svede uden at bekymre sig om det store sugerør, som saunaen havde stukket ned i olietanken, der i mit hjem rejste sig stolt ved siden af oliefyret i bryggerset. For herregud, det kostede jo ikke alverden at ringe efter tankbilen, som hurtigt kunne fylde 1.000 liter fyringsolie på.
Det eventyr sluttede brat i 1973, da oliekrisen på rekordtid omdannede den danske sauna til et velisoleret opbevarings- og pulterrum. Det at være saunaforhandler gik fra at være en trendy, guldrandet forretning til at være en pudsig anakronisme.
