Koncerten indledes med en solo. På blokfløjte. Med ét er det, som om bardiskene suger store dele af salen i Vega til sig. Men alle de, der bliver foran scenen, står som tryllebundet og følger intenst hver en bevægelse på scenen, mens Trine Trash lader tonerne stige op fra fløjten.
Den lyder som alt andet end resultatet af selvpineri i en kommunal folkeskole. Som en slangetæmmerske spiller hun varsomt en stemning frem, som var vi vidner til, at en ny og bedre morgen rejser sig sammen med solen fra en dampende jungle et fjernt eksotisk sted.
»Sådan er det. Hver gang danskerne ser eller hører den blokfløjte, vi alle sammen blev plaget med i skolen, flygter mange. Det er en af grundene til, at jeg elsker det instrument. Det er ret meget på trods«, siger Trine Trash, da jeg efter hendes optræden møder hende backstage.
Her lægger hun fløjten, hvis mundstykke er smykket med en tyk rød ring fra hendes læbestift, ned i sin lille kasse. Og haster ned ad trappen for at komme ud at få en af sine hjemmerullede cigaretter.
