I Flakhaven i Odense bliver Alex Vanopslagh mødt med klapsalver, da han marcherer over brostenene hen mod den folkemængde, der står og venter på ham.
Liberal Alliance har for tredje gang på få dage inviteret til ’Mød Alex’. De foregående gange var i Aarhus og København, og her stod mange hundrede mennesker i kø med deres smartphones for at tage et billede og få en hurtig sludder med den unge partileder.
Alex Vanopslagh er blevet noget nær kult. Ikke mindst på de sociale medier, hvor han kalder sig selv kongen af TikTok.
Det er nye tider for det liberale parti. Efter valget i 2019 blev der skrevet nekrologer. Liberal Alliance blev et af de mindste partier i Folketinget med 2,3 procent af stemmerne.
