Historien om opdyrkningen af den jyske hede er historien om opdyrkningen af en tom plet på landkortet, der i virkeligheden slet ikke var tom.
Historien om, hvordan en forarmet del af Danmark blev bedre stillet på grund af fremsynede folk, der ved hjælp af teknisk snilde og hårdt slid omdannede lyngheden til landbrugsjord.
Den historie har kunstneren Marie Kølbæk Iversen kendt fra barnsben.
Der er både Dalgasparken, Dalgas Allé, Dalgasgade og Dalgashus i det Herning, hun voksede op i. Efter Enrico Dalgas, der med Hedeselskabet stod for opdyrkningen af heden. Hun gik i Steen Blichers børnehave, opkaldt efter den berømte forfatter Steen Steensen Blicher, en af hedens store besyngere.
