Det siges, at vi lever i et åbent samfund, hvor magten tilhører dem, som har gjort sig fortjent til den. Gennem hårdt arbejde, uddannelse og stærke præstationer er de dygtigste strøget til tops og har skabt sig en position, som også andre sigter efter.
Men den forestilling er en illusion, mener Hannelore Bublitz.
Hun er en af Tysklands førende sociologer med et omfattende forfatterskab bag sig. Tidligere i år udgav hun bogen ’Die verborgenen Codes der Erben’, der på dansk kan oversættes til ’Arvingernes skjulte koder’, og i den nærstuderer hun eliternes hemmelige aktiviteter, og hvordan de er med til at fastholde den sociale ulighed.
Det kan godt ske, at vi befinder os i et frit samfund, lyder beskeden fra Bublitz, men de forskellige eliter holder sig stort set for sig selv. De rige omgås hinanden i lukkede kredse og indretter sig efter skjulte koder, som ingen kan læse nogen steder.
