Læs artiklen senere
Gemt (klik for at fjerne)
Læst
Man kan udmåle en smertefuld afstand mellem to yderpunkter i mange unge menneskers liv. Det ene punkt er ønsket om at »gøre alt perfekt. Hele tiden« og den byrdefulde erkendelse, at »jeg er bange, jeg er følsom, jeg hungrer efter anerkendelse«.
For Hugo Helmig gik der 2.130 dage fra den første udtalelse i januar 2018, midt i karrieren, med tv-programmer, hitsingle og turneer, til dysterheden i et Instagram-opslag 7. november i år.
»Jeg er bare ulykkelig«, indledte han sin korte besked på det sociale medie.
En præcis gengivelse af et belastet sind og samtidig et sindbillede på en sårbar generation, som Hugo Helmig først fik til at danse, synge, feste, og nu har endt livet med at blive symbol på.
