Jeg griber pludselig mig selv i at betragte Hanks, der sidder her en meter fra mig, med intens misundelse.
Her er han dumpet ned i en by, et land og en del af Europa, han aldrig har været i før, og han behersker hvert rum, han er i. Ikke et sekund ser jeg ham skifte lidt usikkert mellem sine udtryk eller prøve, om isen holder i forhold til et udsagn. Og han har mange udsagn.
Han ejer dette sted. Også dette sted.
Det har filmstjerner som ham for vane, at fylde hver sprække i rummet med karisma og nærvær. De er bare meget til stede, det er det, de får penge for.
