Der har været mere travlt end ellers i månederne op til jul i Hellig Kors Kirke på Nørrebro. Flere betrængte familier har søgt om tilskud til varmeregningen, og mange har ansøgt om at få en julekurv.
»Det er steget ret voldsomt i år. Jeg tror, vi er gået fra 75 til 150 ansøgninger. Den økonomiske krise mærker jeg også ved, at nogle spørger, om vi kan hjælpe med en flyverdragt, et par vinterstøvler eller skoleudstyr«, siger sognepræst Andreas Christensen.
Vi sidder ved et rundt bord i hans kontor i præstegården, hvor han bor sammen med sin kone og det p.t. eneste hjemmeboende af de i alt seks børn. Han har givet mig gæstestolen. Det er den, sognets beboere sidder i, når de har bedt om en samtale med den 53-årige præst. Kriser i verden gør, at sognebørn ikke blot kommer for at tale om sorg i forbindelse med et dødsfald eller om glæde før en dåb eller et bryllup.
Flere kommer til ham, fordi de ikke kan betale en regning, ikke kan købe skoleudstyr til deres børn, er nedtrykte over krigen i Ukraine eller bekymrede over klimaet. Blandt gæsterne i Andreas Christensens kontor er også nogle af de mange muslimer i sognet, som han kender.
