Jeg har i mange år taget julen alt for alvorligt og ikke kunnet håndtere skuffelserne. Jeg har altid haft ønsket om en jul, der lignede afslutningen på en Hallmark-film. Hvor tre generationer er samlet om juleknas og and og flæskesteg og gran og julemusik. Men sådan blev det aldrig.
Alkohol er noget af det, jeg bryder mig mindst om ved julen. Og derfor havde jeg i slutningen af 1990’erne ikke holdt jul med min familie i nogle år. Der blev drukket lidt meget til vores juleaftener, og jeg har en ret lav smertetærskel for, hvad jeg gider at finde mig i.
Som barn var der meget, der gik hen over hovedet på mig, men som voksen har jeg ikke rigtig haft nogen elastik til det der. Men et år blev jeg alligevel overtalt til at komme. Og tænkte: Nu må jeg også være lidt voksen, jeg kan ikke være sådan en besværlig lorteunge, der ikke kan tåle noget som helst, og jeg er også bare et kæmpe snowflake. Og så tog jeg til juleaften i min familie.
På et eller andet tidspunkt efter middagen sidder vi og snakker om blodtyper. Og så er der et familiemedlem, der har fået lidt mere end et glas for meget, som pludselig fortæller, at min far havde en meget speciel blodtype og derfor – ud fra sin blodtype – blev dømt til at være far til en anden kvindes barn i begyndelsen af sit forhold til min mor.
