Buketter af tulipaner og røde roser ligger for foden af statuen. Den står i Algade i Roskilde og forestiller forfatter og journalist Lise Nørgaard, som døde for nylig. Hun blev født og voksede op i byen. På et bordeaux bånd står broderet med skråskrift: »Tak for Matador«.
Lise Nørgaards bisættelse forventes også at få stor opmærksomhed. DR og TV 2 har fået lov at transmittere fra kirken, og DR sender live med fire værter. Kirken er åben for offentligheden, så flest muligt får lejlighed til at tage afsked.
For man kan godt sørge over et menneske, man aldrig har mødt. Begravelser skaber fællesskab, og sorg smitter, forklarer religionssociolog, ph.d. Laura Maria Schütze, som er museumsinspektør ved Roskilde Museum.
Hun er i gang med et forskningsprojekt om kongelige begravelser i Roskilde Domkirke og har rejst til begravelser i England, Spanien, Sverige og Frankrig for at sætte den danske tradition i perspektiv. Senest stod hun i kø i 13 timer sammen med hundredtusinder af forfrosne briter for at gå forbi den afdøde dronning Elizabeths kiste i Westminster Hall.
