Jeg hader det.
Minutterne inden det, jeg bare ved er et jump scare, eller et møde med en eller anden fjende, jeg bare ved bliver stressende.
Men okay, jeg elsker det også lidt.
Det er den ambivalente følelse, som fiktionens gys, gru, chok og rædsel kan fremkalde i en. Det er siderne i bogen, der bliver lidt for mange efter den sidste ubehagelige beskrivelse. Sekunderne i gyserfilmen, hvor man pludselig bemærker, at musikken er stoppet, og hovedpersonen nu bevæger sig rundt i total stilhed.
