Hvordan fortæller jeg, at jeg har brugt uforholdsmæssigt mange timer på at røre ved digitalt mos i klippesprækker på sneklædte bjergtinder højt over en eksotisk og frodig jungle?
Hvordan kan jeg beskrive med ord, hvordan det at befinde sig i en virtuel verden gør de banale ting som mos på en klippe til noget, man på infantil vis kan bruge timevis på at undersøge? Stryge det frem og tilbage. Undersøge, hvordan det reagerer i regnvejr eller solskin, og undres over, hvordan det skifter farve fra lystig lysegrøn til en kedelig brungul, alt efter hvor fugtigt det er ...
Pointen er, at det kan man ikke. Det er virtual realitys fortsatte forbandelse. Men når man oplever det, bliver man noget så sjældent som fanget i nuet.
Og jeg må bare sige, at det spritnye PlayStation VR2 headset fra Sony er vanvittig magisk.
