Indenfor mindede de renoverede bygninger Malou Reymann om et af de provinshoteller, man ser så mange steder rundtom i landet. Umiddelbart bar den tidligere anstalt på Sprogø ikke præg af, at her blev unge danske kvinder anbragt, fordi samfundet betragtede dem som ’moralsk defekte’, ’lettere åndssvage’ eller andre mindre pæne ting og sendte dem væk. Ud på en ø.
Men pludselig stod filminstruktøren i det værelse, som blev kaldt ’betænkningsrummet’. Og som ikke blev renoveret, da anstalten lukkede i 1961 efter i fire årtier at have været midlertidigt tvangshjem for i alt omkring 500 kvinder, 40-50 kvinder ad gangen.
’Betænkningsrummet’ var en isolationscelle, hvor kvinder blev spærret inde og ofte spændt fast, hvis de opførte sig på en måde, der blev opfattet som særligt uvorn. Og da Malou Reymann stod i rummet som led i researchen til sin nye film, ’Ustyrlig’, som har premiere denne uge, kunne hun mærke forbindelsen til de kvinder, man engang låste inde her.
»Der er stadig navne og andre kradsemærker i væggene og i døren. Der var et eller andet ved at stå i det rum og mærke, helt fysisk, at her har kvinderne været. Det var rigtige mennesker, der blev udsat for det her på den her ø«, siger Malou Reymann.
