Hvis Kirsten Jacobsen kigger til højre, når hun ligger i sin seng i lejligheden ved Søerne i København, får hun øjenkontakt med sin mand, Luffe, på et sort-hvidt foto. Blikket er brunt og direkte bag brillerne med det tynde stel.
Hvis hun kigger lige frem, bliver hun mindet om hans svækkelse efter den blodprop, der ramte ham seks dage før jul i 2021. Fotoet, der er forstørret og indrammet, er så uskarpt, at det kun er Kirsten Jacobsen, der kan se, hvad det forestiller. Det er også meningen.
Hun har taget det med sin mobiltelefon en nat for et års tid siden i deres hus i Skagen, hvor hun sad og kiggede på ham, mens hans sov. Hans hoved hviler på en bamse, fortæller hun og peger på noget lysebrunt i bunden af billedet.
»Der var sådan en fred over ham den nat. Og den fred, der nogle gange var midt i hele det følelseskaos, havde jeg brug for at blive mindet om, da han var død«.
