I 1850 udgjorde det danske jernbanenet blot 34 kilometer og blev udgjort af strækningen København-Roskilde. Men lokomotiverne, skinnerne og farten signalerede modernitet, og snart blev det diskuteret, om ikke der var behov for flere strækninger.
Folk ville ud i landet og rundt mellem byerne, og så snart det blev muligt, begyndte stationsbyerne at opstå, folk flyttede fra land til by, og en hel kultur omkring togdriften opstod. Det er den kultur, som den kom til udtryk i romaner, digte og musikstykker, men også i arkitekturen, landskabet og ikke mindst billedkunsten, som litteraturprofessor Martin Zerlang går på opdagelse i i sin omfattende bog ’Danmark set fra en togkupe’.
Det første lokomotiv, Odin, kørte sin jomfrutur i 1847 fra København til Roskilde, og snart kunne man ikke kun rejse med tog, man kunne også læse om tog i både digte og romaner. Man kunne se togskinner og lokomotiver på malerier, og pludselig kunne man befinde sig i en togvogn sammen med fremmede mennesker i timevis.
»Hvad skal Jylland med jernbaner?«, spurgte Venstre-politikeren Geert Winther, der selv var jyde, i 1844. Der var hverken »store naturmærkværdigheder« eller store byer i Jylland, argumenterede han og fik få år senere opbakning fra andre, der heller ikke kunne se fidusen i en vestjysk jernbane, for »der var jo hverken gående, kørende eller ridende trafik«.
