Det vakte ramaskrig, da en installation af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson sidste år skød op i Qatars ørkensand.
Værket, hvor store spejlglas fungerede som parasoller i den bagende sol, havde været mere end ti år undervejs, men indvielsen ramte oven i mændenes fodbold-VM og den betændte debat, der rasede om kulturens rolle.
For var de musikere og kunstnere, der stillede op til festen i Qatar, med til at legitimere et regime, som er udskældt for at krænke menneskerettighederne?
Olafur Eliasson, som understreger, at værket i sig selv ikke havde noget med fodbold-VM at gøre, ville sidste år ikke stille op til interview om sagen. Han refererede i stedet til en udtalelse, hvor han forklarede, at arbejdet i Qatar havde konfronteret ham med nogle radikalt andre værdier, end dem han selv tror på.
