Selv om retssagens hovedperson har været død i 400 år, var spændingen i top i den gamle retssal midt i London den sene lørdag i marts. Opgaven for dommerne var at kaste lys over intet mindre end »verdenslitteraturens største gåde«. To be Shakespeare or not to be Shakespeare, for at parafrasere forfatteren selv.
Samtidig med at retten var sat, åbnede baren i den fine bygning fra middelalderen med et af Londons lofter fra den gotiske periode med drabelige draperinger af træ i The Middle Temple Hall. Her blev Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ opført i februar 1602 med selveste dronning Elizabeth I blandt tilskuerne.
Denne martslørdag flere århundreder senere kunne tilskuerne under et maleri af den fortidige regent i salen forfriske sig med en drink – som var de i teatret.
Det var de på sin vis også, for selv om nogle af Englands mest anerkendte og erfarne jurister var tilkaldt, og deres afgørelse var helt åben, ville sagen ikke udløse en straf. I hvert fald ikke i juridisk forstand.
