Man kan begynde med dengang, han råt og brutalt gennemførte sin egen kønsskifteoperation og bogstaveligt afskar sig sin manddom med en høvl for at blive kvinde.
Eller med den dag i 1929, da han 34 år gammel efter at have truet både sin bror og embedslægen med en riffel blev overmandet af den lokale landbetjent i Ebeltoft og en arrestforvarer. Det var der, han blev ført til Den jyske Anstalt i Risskov, bundet og tvangsindlagt for aldrig igen at forlade stedet.
Man kan også tage fat i helikopteren, han byggede, for at flyve væk. Eller med de besjælede og bemalede sardindåser og de legemsstore og farvestrålende kvindefigurer, som Ovartaci kaldte Verda, Lulu og Louise og sov med på skift.
Eller med den fremsynede overlæge, som kunstneren fik overbevist om, at det at skabe kunst på hospitalets værksted i sig selv kunne gavne patienterne. Eller med fremtrædende kunstnere som Asger Jorn og Dubuffet, der hyldede hans kunst.
