Hun begyndte i en skurkerolle i det britiske kongehus. Som prinsen af Wales’ elskerinde tilbage i 1980’erne. Den modne dame i gummistøvler og med kraftigt hår. I manges øjne løb hun med prinsesse Dianas mand.
I årtier var hun i den britiske befolkning onde Camilla, elskerinden Camilla og rottweileren Camilla.
Men med tiden er hun blevet alt det, det britiske kongehus har brug for, siger lektor i britiske forhold på Københavns Universitet Robert Rix.
»Tidligere var hun Charles’ seksualiserede, illegitime bekendtskab. Men med tiden er hun blevet en stabil figur, man kan regne med. En rar tante, der ikke gør noget uventet. Og det er lige netop det, kongehuset har brug for nu«, siger han.
